Bird

Andrea Arnolds film bød i øvrigt på min favorit-enkeltstående filmscene i år. Baileys fattige, alt for unge adhd-far har fundet på endnu en ny fidus.

Han har hustlet sig til en gigantisk tudse, hvis slim er hallucinerende og derfor kan sælges som narkotika. Men tudsen afgiver kun de gyldne dråber under pres, hvilket det viser sig, at den gør, når den hører oprigtigt dybfølte sange.

At se en stor flok fulde britiske overtatoverede underklassemænd synge Coldplays ’Yellow’ af hele hjertet for en stor tudse var et gyldent øjeblik på årets festival. (Kristoffer Hegnsvad, Politiken)